Ørkenen

Man kan ikke kun vandre gennem velduftende haver på vejen til paradiset. Den fører også igennem ørkenen. De abrahamitiske religioner er alle ørkenreligioner. Jesus begyndte sin offentlige virksomhed i ørkenen. Den nyomvendte Paulus førtes ud i ørkenen. Muhammed voksede op i ørkenen. Han modtog den første åbenbaring af Koranen i en hule i ørkenen.

Ørkenen er åbenbaringernes plads såvel som fristelsernes. Nedenstående sufihistorie fortalt af Muzaffer Ozak udspiller sig i en ørkenkultur, men dens pointe er evig gyldig og kan let overføres til en hvilken som helst anden kultur:

„I løbet af Ramadanen, den måned, hvor man som troende muslim afstår fra mad og drikke fra solopgang til solnedgang, var den store sheik Gaylani på vej gennem ørkenen med sine disciple. De var trætte af varmen og sultne og tørstige.
Sheiken ville gøre holdt på vejen, mens hans disciple pressede på for at komme videre frem. Pludselig viste der sig et stort lys foran disciplene, og der kom ord ud fra lyset: ‘Jeg er Gud, Herren, I er alle favoriserede og trofaste følgere af min elskede sheik. I dag har jeg gjort det tilladt for jer at drikke vand og spise.’
Dervisherne rakte ud efter deres vand og mad, da sheik Gaylani stod frem foran dervisherne. ‘Stop!’ råbte han. ‘Bryd ikke jeres faste.’
Så sagde sheiken til lyset: ‘Jeg søger beskyttelse hos Gud, fri mig fra den forbandede djævel.’
Lyset blev omgående kulsort.
Da han nu alligevel var afsløret, viste Satan sig for sheiken.
Han sagde til ham: ‘Ved du hvad, nu har jeg prøvet dette trick i tusinder af år, og du er den første, der har gennemskuet mig. Hvordan bar du dig ad?’
Sheiken svarede: ‘Jeg vidste, hvem du var, fra 3 slags viden. De, der har den viden, og som praktiserer den, kan altid genkende Satan. De kan skelne det, der er lovligt, og det, der er ulovligt, og det sande fra det falske.
Den første slags viden er juraen, de love, Gud har givet os gennem profeterne. I følge islamisk lov kan vi ikke bryde fasten, med mindre det er et spørgsmål om liv eller død. Ingen her var i virkeligheden ved at dø af sult eller tørst. Så din ordre ville bryde loven. Kun Djævelen ville gøre det. Gud giver os ikke love, som Han så laver om på.
Den anden viden er teologien. Vi ved, at Gud ikke har nogen bestemt plads. Gud er overalt. Profeterne har sagt, at når Gud taler, så kommer den guddommelige stemme fra hver eneste retning. Din stemme kom til os fra én retning, fra lyset. Jeg vidste, det måtte være Djævelen, ikke Gud.
Den tredie viden er sufismen. Alle store sufimestre har fortalt os, at hvis Gud fremtræder for os, så vil vores indre tilstand forandres radikalt, vores lavere natur vil blive tilintetgjort. Men ingen af os oplevede nogen ændring af vores indre tilstand. Hvis Gud virkelig havde talt til os, ville vores styrke, ja, selv vores bevidsthed være forsvundet.’
I forstår Djævelen holder aldrig op med at forsøge, han er humanitetens uforsonlige fjende, og han vil gå utrolig langt for at lede os i fordærv. Han leder af og til folk i uføre ved at foregive, at han er en spirituel mester eller endog Gud selv.“


Ørkenen er også i den kristne tradition et træningssted. For kampe mod djævelen og urene tanker og alt ondt, hvordan det end måtte manifestere sig. Et træningssted for stilhed, og hengivelse til Gud. Fra kristendommens første århundreder har munke søgt sig ud i ørkenen. Nogle af dem levede der i største ensomhed, andre sluttede sig sammen i klostre.
Bønnen og kontemplationen havde en central plads i deres liv. En samling af munkenes skrifter hedder Filokalia (kærligheden til det skønne og det gode), og heri tales der ofte om vigtigheden af at føre bønnen ned i hjertet. Den mest kendte bøn er hjertebønnen:

“Herre Jesus Kristus, forbarm dig over mig.”

Åndedrættet, der er kongevejen mellem Gud og mennesket, kobles på. Ved indånding: ”Herre Jesus Kristus” og på udånding ”forbarm dig over mig.” Bønnen kan ligesom åndedrættet leve med os så godt som hele tiden. Det er uden tvivl den mest kendte bøn i ørkenfædrenes tradition og i ”En russisk pilgrims beretninger” – hedder det:

“….hvis du ikke altid har Gud i dit sind og den uophørlige Jesusbøn i dit hjerte, vil du aldrig få fred for dine anfægtelser, og du vil altid let kunne lokkes til synd, selv ved den mindste anledning. Begynd derfor, broder, at bede Jesusbønnen uafladeligt; det kan du uden besvær her i din ensomhed, og du vil hurtigt opdage, at den gavner. De ugudelige tanker vil ikke komme igen, og både troen på og kærligheden til Jesus Kristus vil blive åbenbaret for dig….I dit hjerte vil du gennem bønnen mærke en sådan lethed og glæde, at du vil undres. Og du vil ikke længere være nedslået og tvivlrådig i dit frelsesøgende liv!” (s.41)

I ørkenfædrenes skrifter finder vi også korte og kloge sentenser, lignelser og åndelig vejledning. De er blevet til i en tid, da den kristne tradition var ny og ret udogmatisk, og de er meget personlige i deres udtryk. De har ingen fælles overordnet teologi eller etik. Det indebærer, at nogle sentenser eller brudstykker af åndelig vejledning vil tale til os andre ikke. De ligger befriende langt fra det gennemsnitlige og velordnede og repræsenterer det, der vækker opsigt, det tilspidsede, som Samuel Rubenson har påpeget i sin bog om dem.

“Den, der vil rejse over det åndelige hav, må tåle meget, være ydmyg, opmærksom og disciplineret. Hvis han begiver sig afsted uden disse fire egenskaber, vil han blive bevæget i sit hjerte, men ikke nå frem.” (Markos Eremiten, 400 tallet)

“Åndelig kundskab kommer gennem bøn, dyb stilhed og fuldstændig afslapning, mens visdom kommer gennem ydmyg læsning af den hellige Skrift og fremfor alt gennem Guds Nåde.” (Diadokos fra Fotiki, 400 tallet)

“Når skibet er ude på havet, er det udsat for farer og vinde. Når det når en rolig og fredfyldt havn, frygter det ikke længere farer, ulykker og vinde, men forbliver i sikkerhed. På samme måde er det med dig. Når du er med mennesker må du forvente prøvelser, farer og åndelige slag. Men når du når stilhedens havn, som ligger og venter på dig, er der ingen grund til at frygte længere.” (Barsanufios og Johannes, 500 tallet)

“Lad os søge himmelriget i vores hjerte. Vi skal i os selv finde kimet, perlen, næringen, og alt andet, hvis vi renser sjælens øje. Derfor sagde Vor Herre Jesus Kristus: “Guds rige er i jer.” (Lukas 17:21) Med det mente han den Gud, der bor i hjertet.” (Filotheos fra Sinai )