Min Gæsteprædiken 10. juni 2012 kl. 1400 i Vig Kirke.
(Vibeke synger George Harrisons: “The inner light”)
Jeg vil gerne starte med at slå noget helt elementært fast. Det kan af og til være rart at begynde der. Et godt udgangspunkt og grundlag, tror jeg.
Der er noget, der gælder for os alle, og det gælder oven i købet hele tiden, hvad enten vi siger ja til Gud eller nej til Ham. Den mulighed har vi nemlig også fået..
Uanset, hvad vi hver især er beskæftigede med, tænker eller føler – så er vi elskede. Gud elsker os. Det er enkelt, ligetil og stort. Der er derfor lige nu ikke noget at være bange for.
Og: Foruden at vi er elskede af Gud, så er vi i en gruppe. Vi udgør et fællesskab herinde. Kontakt er vigtig i fællesskaber. Tro indeholder kontakt. Fra den følelsesmæssige dybere kontakt til den mere formelle almindelige høflige. Vi har brug for begge dele.
Her og der i oldkirken vidste de godt det. De indførte en skik, som vi nu om lidt vil genoplive i vores form her. De hilste på hinanden. De så på hinanden. De hørte på hinanden. De var opmærksomme på sig selv og hinanden. De var ikke alene blandt andre. (Vibeke starter Sinead O’connors sang: ”Thank you for hearing me…)
Lad os være og gøre det samme. Lad os flytte oldkirkens sædvane tværs gennem århundrederne op til i dag herinde.
Jeg vil bede jer rejse jer op nu og hilse på dem, der sidder foran jer, bagved jer, og ved siden af jer. Specielt dem I måske ikke kender i forvejen. Værsgo.
Tak for det.
Nu I står op, så vil jeg bede jer blive stående og høre dagens hellige evangelium. Det er Lukas, der skriver således til os kap. 12, vers 13-21:
”En i skaren sagde til Jesus: ”Mester, sig til min bror, at han skal skifte arven med mig.” Men han svarede: ”Menneske, hvem har sat mig til at dømme eller skifte mellem jer?” Og han sagde til dem: ”se jer for og vær på vagt over for al griskhed, for et menneskes liv afhænger ikke af, hvad det ejer, selv om det har overflod.”
Og han fortalte dem en lignelse: ”Der var en rig mand, hvis mark havde givet godt. Han tænkte ved sig selv: Hvad skal jeg gøre? For jeg har ikke plads til min høst. Så sagde han: Sådan vil jeg gøre. Jeg river mine lader ned og bygger nogle, som er større, og der vil jeg samle alt mit korn og alt mit gods. Og så vil jeg sige til mig selv: Så min ven, du har meget gods liggende, nok til mange år. Slå dig til ro, spis, drik og vær glad!
Men Gud sagde til ham: ”Din tåbe, i nat kræves dit liv af dig. Hvem skal så have alt det, du har samlet? Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”
Hvad fortæller Lucas os i teksten? Og Hvilken bærekraft har denne tekst for os i dag?
For det første afviser Jesus iflg. Lucas at have noget med juridiske spørgsmål at gøre. Det er ikke derfor, at Jesus er her.
For det andet afhænger vores liv ikke af, hvad vi ejer, selv om vi har overflod. Vores liv kan ”kræves af os i nat,” som Lucas udtrykker sig eller egentlig i hvert eneste øjeblik. Der er ingen garanti for noget i materiel velstand. Stor, større, størst, nyest og bedst er ikke kodeord, der åbner døren til Jesus. Snarere nok det modsatte lille, udsultet, forladt, svag, sårbar.
Jeg kender en mand, som har samlet sig et hav af materielle goder. Han er dygtig, han er effektiv, og han kan sit fag. For nylig hørte jeg ham fortælle en af sine venner, at han nu havde anskaffet sig den seneste model af – og så nævnte han et herhjemme meget sjældent bilmærke – til over 1 og en halv million kroner. Den nye bil havde i forhold til den gamle den væsentlige fordel, at bagsædet var 13 centimeter bredere.
Nu er det ikke sådan, at han alene skal illustrere pointen. Jeg kan godt selv – i en unægtelig meget mere beskeden økonomisk vægtklasse – genkende fænomenet. På mine boghylder er der her og der 13 cm bøger, som det egentlig ikke var strengt nødvendigt for mig at anskaffe.
Lucas understregning af at materielle goder ikke er vejen til Gud får yderligere perspektiv, når vi tager i betragtning, at han er den af evangelisterne – de autoriserede – som tydeligst udtrykker sin sympati med de fattige, de sårede, de udstødte, de marginaliserede.
For det tredje siger Lucas i denne lignelse, i én kort sætning, der er den helt afgørende: ” Sådan går det den, der samler sig skatte, men ikke er rig hos Gud.”
Lucas er en filur. Han har det med den slags udsagn – jeg skal senere hente et andet frem fra ham – men her rykker det i mig. Her ligger bærekraften i teksten hentet fra middelhavsområdet og op til os i Vig kirke i dag.
Hvordan bliver vi rige hos Gud?
Det ville være i bedste overensstemmelse med den nu herskende tidsånd at overdrage spørgsmålet til en computer. En stor en. Og det er netop, hvad man har gjort ovre i Guds eget land, Amerika, fortæller Ken Wilber os.
Der blev engang, skriver han i en af sine bøger, bygget en supercomputer, der skulle give det ultimative svar, der ville forklare det hele om ”Gud, universet, livet og alting.” Det tog imidlertid computeren – der var udsat for adskillige ondsindede virusangreb i processen – meget lang tid, ja, flere generationer førend den kom frem til et svar. Svaret var ”42.”
Det blev i computerkredse anset for vidunderligt, ja langt ind i kirkelige kredse ansås svaret for meget bemærkelsesværdigt. Men da processen fra spørgsmålet til svaret ”42” havde taget så lang tid, var der ingen, der længere huskede spørgsmålet.
Der blev derfor udskrevet en konkurrence om, hvad spørgsmålet kunne have været. Vinderen af konkurrencen mente, at spørgsmålet måtte have været:
Hvor mange veje og måder er der til at blive rig hos Gud på?
Det har vi nu et bud på: 42. Der er altså plads til både din og min vej.
Måske er det sådan, at vi har hver vores vej til Gud, hver vores måde at blive rig hos ham på. Det har med vores indre liv at gøre. Og med at Gud er så stor, og så ufattelig nåderig, at han rummer og elsker os lige netop på det sted, vi er. Med den fordeling af bøn og hengivelse, af hjertets dybeste tro og/eller bortvendthed, fornægtelse og afvisning i lige netop den blanding, som vi hver især – herinde og udenfor – har gjort til vores.
Men er der ikke noget sted, som er så øde i os og udenfor os, så fyldt med destruktion, så hadefuldt, at Guds lys ikke findes?
I min livserfarings lys: Jeg tror det ikke. Der er en sprække i murene, vi bygger op i os og omkring os, og det er lige præcis her lyset kommer ind. (Vibeke synger uddrag af Cohen: “That’s where the light comes in)
Jeg har spurgt en svensk forfatter, om hendes måde at blive rig hos Gud på? Ylva Eggehorn hedder hun.
Med Mathæus i hånden siger hun noget i retning af dette: Gå ind i dit lønkammer, luk døren, vend dig indad og bed. Mød hver dag med mod og vær tryg ved, at Gud vil vende sig hen imod dig.
Læg øret til jorden, se på og rør ved træerne og betragt fuglenes flyven. Måske finder du her skønheden, glæden og dansen.
Det er hendes bud.
Når jeg selv får en fornemmelse af at være rig hos Gud sker det ofte ude i naturen, Guds eget smukkeste og mest dynamiske lønkammer.
Jeg får derude i stilheden – med naturens egen farvepragt som scene og dens egne lyde – en oplevelse af at blive velsignet. Det sker altid uventet, uplanlagt, pludselig rammes jeg af en anden slags nærvær. Enhver frustrerende tanke om noget, jeg gerne ville have skulle være anderledes i mit eget liv forsvinder som et trylleri. Borte, pist. Som et knips med fingrene. Guds skaberkraft og nåde åbenbarer sig i en indre og stille vished om, at jeg er en lille del af en overvældende smuk helhed. Og jeg får lov at være levende blandt alt andet levende.
I starten, da jeg fik den slags oplevelser, prøvede jeg at fastholde dem, men det går ikke. Slet ikke. Fornemmelsen og Følelsen forsvinder øjeblikkeligt. Det gælder for mig om at registrere og så slippe. Der er grund til at være dybt taknemmelig over den slags øjeblikke.
Det er mit bud.
Tilbage til Lucas.
En af hans andre korte sætninger lyder sådan her: ”Hvorfor afgør I ikke selv, hvad der er rigtigt?”
Hvordan mon han kan spørge os om det, når den verden han levede i – ligesom den vi lever i, – er fyldt med vold, mord, brand og blindhed, uforstand? Hvordan kan han overlade det til hver enkelt af os?
Jeg tror, han stiller spørgsmålet i tillid til, at vi med en del af os, en del af os i hvert fald, måske endog med hele os, vil sige JA til det rige, Jesus viser os hen til. På hvilket grundlag?
Genkendelsens grundlag, hvor det frø Gud har sået i hver af os intuitivt forstås. Ikke med hovedet, men med intuitionen og hjertet og kroppen.
Lucas ved det. Og har tillid til det.
Genkendelsen i os siger ja til en opgradering af den måde vi almindeligvis tænker i modsætninger på og genkendelsen får os ydmygt til at indse i hvert fald lejlighedsvist, at der er en større helhed at tænke i. En helhed, hvor der ikke er nogen entydig og klar adskillelse mellem det guddommelige og det menneskelige.
Der er et sted i os, selv i den mest forhærdede del af os, hvor lyset kommer ind. Lucas tror på – og Paulus med ham, – at vi i os har en skelneevne, der vil føre os mod lyset.
Så derfor spørgsmålet: ”hvorfor afgør du ikke selv, hvad der er rigtigt og forkert?”
Kun du kender dit eget svar.
Der er en illustrerende visdomshistorie hentet fra et andet sted i den abrahamitiske tradition, vi kristne er en del af: Det gør jo imidlertid ikke noget, lad os glæde os over, at vi har så mange visdomshistorier til rådighed i en så rig arv, så vi kan godt låne lidt af hinanden.
Og måske hvem ved, måske kan vi også en dag ophæve den delvise frasortering af Thomasevangeliet og de andre apokryfe evangelier med hele oldkirkens dybdepsykologi indlejret.
Nå, historien lyder sådan her:
”Elefanten i mørket:”
”Nogle hinduer, – de kunne lige så godt være kristne, men nu er de hinduer lige i denne historie – der aldrig har set en elefant, bliver en efter en ført ind i et meget mørkt rum, hvor de undersøger elefanten. Da det er umuligt at se den, begynder de hver for sig at føle sig for:
Den ene rør ved snabelen.
”Det er et slags vandpibedyr.”
Den anden rør ved øret.
”Det er noget stort, der hele tiden bevæger sig
Frem og tilbage, et viftedyr.”
Den tredje rører ved et ben.
”Det er et ubevægeligt søjlelignende dyr.”
Den fjerde rører ved dens buede ryg.
”Det er en lædertrone.”
Den femte, der anser sig selv for at være den klogeste, rører ved dens stødtand:
”Det er et rundt sværd lavet af porcelæn.”
Han er stolt af sin beskrivelse.
Efter det sted på elefantens krop,
Den enkelte selv havde rørt ved,
Gjorde han sig en forestilling om elefanten.
Hver især – lyder historiens pointe – rører vi ét sted, ved en del,
Og opfatter det som om, den er helheden…..”
Med den historie kan vi tænke endnu et perspektiv ind. Jesus er en mellemøstlig palæstinensisk begivenhed. Herfra spredte hans budskab sig i alle retninger. I alle.
En retning gik mod vest gennem Tyrkiet og de græsk romerske lande. Det er den, vi kender bedst. En anden retning er sydvest på til Afrika og via Gibraltarstrædet op til Frankrigs vestkyst og derfra til keltiske områder i Skotland og Irland. En tredje retning gik mod øst til Persien, Indien og endog Kina.
Disse energiretninger for visdommen kender vi langt mindre til her, og de fik hvert deres særpræg, som er ligeså gyldigt som vores. Det er det globale perspektiv på elefanthistorien.
Nu kommer det individuelle perspektiv. En gang til. Vist er gentagelser en god ting.
Vid nu, at dem, du hilste på I starten, måske har andre veje til at være rig hos Gud på end den, du går på.
Og noget af det mest forunderlige, jeg ved, er, at de forskellige veje, vi går, er lige værdifulde hos Gud.
Det er lige præcis det kristne fællesskab, vi i dette øjeblik deler her i kirken, og bliver rigere hos Gud gennem.
Amen.
Jeg holdt mit livs første prædiken på dansk grund den 12 marts 2006 i Egebjerg kirke i Odsherred. Den efterfulgtes af en “søndagscafe,” hvor jeg i forsamlingshuset holdt foredrag om Rumi, der “gennem sin gudshengivne poesi, sine visdomshistorier og sin tænkning lader os få et indblik i et kærlighedens islam, der ser noget anderledes ud end det islam, vi oftest møder i medierne i disse tider.”
Prædiken 2. søndag i fasten. 12/3 2006. Egebjerg Kirke.
Musik: Ave Maria sunget af Charlotte Church.
Bøn: Teresa af Avila:
Min Gud,
Jeg behøver ikke at klatre op til himlen
For at tale med dig.
Det er ikke nødvendigt, at jeg hæver røsten
For at tale med dig.
Selv når jeg hvisker næppe hørligt,
Hører du mig, for du er i mig.
Jeg bærer dig i mit hjerte.
For at søge dig har jeg ikke brug for vinger.
Jeg skal bare holde mig i ro, se ind i mig selv
Og ikke fjerne mig fra så ophøjet en gæst.
Som hos min bror, min bedste ven,
Har jeg lov at holde mig til dig,
Sige det, der plager mig,
Bede dig om hjælp.
Jeg ved du er min Gud og Fader
og jeg dit barn. Amen.
(Teresa af Avila)
Min prædiken:
“Vi er samlet i Guds hus her i Egebjerg.
Det er den 2. søndag i fasten.
Det er eftertankens og selvransagelsens periode i den kristne kalender. Det er en tid med invitation til at lytte indad.
Der vil derfor i denne prædiken være nogle spørgsmål til dig til at tænke over, men ingen eller få svar. Dem bærer du selv med dig.
I overensstemmelse med århundreders skik har vi ladet våbnene blive ude i våbenhuset. De hører mest til i den verdslige verden og skal helst ikke med herind i den åndelige. Våbnene kaldes med et nyere udtryk også for modstand. Det er den, der – som vi sang i salme 289 for lidt siden – får os til at bygge mure op omkring os og mellem hinanden og mellem os og Gud. Murene, vi omgiver os med, rejser vi af frygt. Jeg kender det, I kender det.
I våbenhuset efterlader vi vores modstand og frygt, for derefter bedre at kunne møde det hellige. Både det verdslige og det hellige er nødvendige. Vi kan ikke uden alvorlig skade på helheden i os udelukke nogen af dem.
I den hellige del har bestemte regler og forståelser forrang. Vi må åbne os for et andet perspektiv og en anden bevidsthed, der rækker ud over vores jeg. Vi har forberedt os med Ave Maria og smukke salmer og musik på at lukke døren op til det hellige i os.
Herinde får således åbenhed, ydmyghed, sårbarhed, medmenneskelighed, bøn, og længsel efter Gud plads. Alt det vi gør, når vi forveksler centrum, troen, med periferien, jeg’ets upålidelige, skiftende og flakkende aktiviteter, hører ikke hjemme herinde.
En tysk teolog, Paul Tillich, sagde allerede for omkring 50 år siden: ”Det afgørende element i det vesterlandske menneskes nuværende situation er tabet af de store spørgsmål. Spørgsmålene om, hvor vi kommer fra, hvor den enkelte nu er i sin livsbane, hvor vi er på vej hen, hvordan vi bedst lever, og hvad vi overhovedet skal gøre her på jorden i den korte tid mellem fødsel og død, ja de stilles ikke længere.”
Jeg stiller dem dog i dagens anledning til jer. Vær så god. De er min fastegave til jer.
Vi har lige i jødernes hellige skrift, der også indgår i vores, hørt dagens tekst, urhistorien, hvor Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem, og Gud så, at det var godt. Vær helt sikker på, at Han i sin skabelse i hver og en af os nedlagde et svar på de store spøgsmål.
Vi er skabt sådan, at der ikke er to af os, der er helt ens. Derfor har vi forskellige svar. Hvis svarene er hentet dybt nok indefra, vil de bidrage til at forøge glæden. Det er det fælles for svarene. At svare er således at træde frem i ansvarlighed og med respekt for sine egne og andres svar. Det sprog vi anvender hertil er vigtigt, fordi sproget i høj grad former vores bevidsthed.
Vi har i overensstemmelse med vores forskellige svar også forskellige veje at gå. Det er forskellige trosmåder indenfor vor kristne arv og de nabotrosretninger udenfor, – specielt dem, Abraham også er stamfader for, jødedommen og islam, – der gør indtryk på os.
Vores trosmåde er hentet dybest indefra, hvis den bidrager til fred og det gode, dialogen, forståelsen, det kærlighedsfulde. Hvis den tillader andre at tænke og tro anderledes, end vi selv tænker og tror. Længst inde i os er kun kærlighedens kerne, dér er ingen spaltning.
Hvordan ved vi det?
Fra os selv. Fra oplevelser i stilhed, fra oplevelser med andre, hjemme eller i naturen, hvor vi pludselig næsten som en gave får fornemmelsen af at nå udover os selv og derved høre til noget større uden grænser. Når tiden står stille i os, og evigheden forbinder sig med os. Så ved vi i de øjeblikke, at vi hører til, alt, andre, naturen, universet, Gud. Vi er ét.
Jeg’et hader den slags beskrivelser, som jeg lige har givet, hvis det skulle have set sit snit til at snige sig ind fra våbenhuset. Så hør derfor: – tæt udenfor kernen – ligger spaltningen godt/ondt. Vi/de andre. Os/dem. Det bortvendte fra Gud, det onde, det syge, det umenneskelige, der kommer til at ligge udenfor os selv. Hvis der imidlertid ikke var et kim af det i os selv, ville vi ikke kunne se det udenfor os selv. Det er den spaltning og splittelse, der får os til at trække i uniform og marchere i geled. Afstandens og frygtens, uoplysthedens og til tider også hadets hovedvej. Selv om vi ikke har forandret os så meget som mennesker fra for 2000 år siden, så har vores viden forandret sig kolossalt, så de psykologiske mekanismer kender vi. Vi konfronteres her med et afgørende valg, og det gør vi næsten hvert øjeblik, fastetid eller ikke fastetid.
Alligevel går vi – trods alle forskelle – her på jorden, så på den måde er vi medvandrere. Vi går på vores fødder. Fødder er vigtige. Jesus vidste det. Hvad gjorde han den sidste aften ved nadveren i allerstørste ydmyghed? Han vaskede disciplenes fødder. Måske en slags forberedelse og velsignelse af den rejse, de skulle ud på uden ham – og som vi cirka 2000 år efter også er på. Efterfølgelsens vej.
På den vej er skabelsesberetningen helt på linie med andre vidnesbyrd i den righoldige og mangfoldige kristne tradition: Hos evangelisten Lukas hedder det:
Guds rige er i jer. (Sv. Luk.17,21)
Og apostelen Paulus spørger:
Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
og videre…
For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.(Kor.3, 16-17)
Bad Teresa ikke lige før: ”Min Gud… jeg bærer dig i mit hjerte, dér kan jeg finde dig.”
Skriftsstederne og de spørgsmål, der er rejst, går i én retning: indad. Den ene af livets to retninger. De er begge nødvendige. Det afgørende spørgsmål til den anden retning udad lyder i anledning af, at vi med skabelsen også fik forvalterskabet over vores fælles jord: Hvordan forvalter vi? Det kan følges op af: Med tanke på de fattige? Med tanke på vores efterkommere? Med tanke på kærligheden? Tillader vi os at lytte til Helligånden efter vejledende svar, når den frit svæver imellem os?
Lad os stående høre dagens hellige evangelium, som Markus skriver det. De af jer, der vil læse med finder det s. 1082:
Læs Markus højt.(Dagens evangelietekst indlagt, Markus kap.9, 14-29)
Vi læser, hvordan en far kommer med sin søn frem fra skaren til Jesus. Disciplene har ikke kunnet helbrede ham. De har ikke på dette tidspunkt forstået Jesus til bunds, de er endnu, som vi ved, bortvendte og splittelsen hersker i dem. Det bliver endnu tydeligere i påskens begivenheder.
Jesus kan helbrede drengen. Hvad gør han? Først bruger han sine sanser og ser, at drengen vrider sig på jorden i smerte og kval, mens – som det hedder – den urene ånd slider i ham. Så spørger han indlevende og udforskende ind til sønnens tilstand: ”Hvor længe har han haft det sådan?” Så får han svaret: ”Fra han var barn.” Jesus lytter. Vi kan ane smerten og familieulykken via faderen. Opvækstens grumme vilkår for hele familien.
Det at lytte er et centralt omdrejningspunkt i denne situation, som i øvrigt i den senere kristendom, når den er sandest. Eksempelvis er det første ord i den hellige benediktinerregel fra 500tallet således: ”Lyt.” Det sidste er også ”lyt” nu med tilføjelsen: ”..og du skal nå frem.”
Jesus ved, mens han lytter, og mens han ser den urene ånd vride sig og næsten tagen magten i drengen, hvad der er på spil fra sin egen livserfaring. Han ved det fra sine 40 dage i ørkenen, hvor han selv fristedes af djævelen. Og Jesus ved én ting til fra sin egen erfaringsverden.
Det fremgår af epistelteksten, hvor vi hører, at en ypperstepræst, en titel, som Gud gav Jesus, finder sin evne til medfølelse med de uvidende, med de vildfarne, med de syge, fordi han selv er et skrøbeligt menneske. Når det gælder Jesus som menneske, hvordan må det så ikke gælde os?
Accepten af vores egen skrøbelighed er sammen med erkendelsen af, at vi er skabt i Guds billede forudsætningen for vor evne til medfølelse. (Denne sætning gentages med eftertryk) Heri er ingen modsætning, men en helhed. Hvis ikke vi har begge dele med os, kommer vi let til at mistro eller endog hade vores medmenneske.
Jesus forbarmer sig, truer af den onde ånd, og der udspiller sig en kamp, der dybest set foregår mellem djævelens kræfter og Guds. Jesus helbreder: Alt er muligt for den, der tror.
Hvilke spørgsmål rejser helbredelseshistorien til os?
Er vi som drengen også selv syge og sårbare måske i dag blot med andre udtryk for sygdom hentet fra vor tids diagnoseteknik?
Har vi som drengen også behov for helbredelse?
Vil vi blive helbredt?
Det sidste: Kan det tænkes, at vi selv har såvel de syge sider i os såvel som de helbredende?
Jeg foreslår til sidst, at vi går bagom den megen eftertanke og selvransagelse, og samler os i forbøn til Gud, hvis vilje overgår al forstand, hvis tilgivelse for vores egen og verdens bortvendthed og sygdom overgår al forstand, og hvis kærlighed og nåde overgår al forstand. Amen.”
Når vi efter det vigtigste i gudstjenesten, som vi endnu har til gode, nadveren, velsignelsen og forbønnen, Litanian, atter skal ud gennem våbenhuset, så lad os forestille os, at vi i stedet for våbnene og modstanden kan tage noget andet fx en styrket tro og kraft med os ud i verden. Lad mig med dette ønske citere fra kirkens forbøn disse linjer
…Herre almægtige Gud, hør den bøn, som vi i vor nød bærer frem og hjælp os, så at alt det onde som djævelen, verden og vi selv tilføjer os, ved din Ånds kraft bliver tilintetgjort.
Derefter Litanian 700:1 i sin helhed.