Jeg holdt mit livs første prædiken på dansk grund den 12 marts 2006 i Egebjerg kirke i Odsherred. Den efterfulgtes af en “søndagscafe,” hvor jeg i forsamlingshuset holdt foredrag om Rumi, der “gennem sin gudshengivne poesi, sine visdomshistorier og sin tænkning lader os få et indblik i et kærlighedens islam, der ser noget anderledes ud end det islam, vi oftest møder i medierne i disse tider.”
Prædiken 2. søndag i fasten. 12/3 2006. Egebjerg Kirke.
Musik: Ave Maria sunget af Charlotte Church.
Bøn: Teresa af Avila:
Min Gud,
Jeg behøver ikke at klatre op til himlen
For at tale med dig.
Det er ikke nødvendigt, at jeg hæver røsten
For at tale med dig.
Selv når jeg hvisker næppe hørligt,
Hører du mig, for du er i mig.
Jeg bærer dig i mit hjerte.
For at søge dig har jeg ikke brug for vinger.
Jeg skal bare holde mig i ro, se ind i mig selv
Og ikke fjerne mig fra så ophøjet en gæst.
Som hos min bror, min bedste ven,
Har jeg lov at holde mig til dig,
Sige det, der plager mig,
Bede dig om hjælp.
Jeg ved du er min Gud og Fader
og jeg dit barn. Amen.
(Teresa af Avila)
Min prædiken:
“Vi er samlet i Guds hus her i Egebjerg.
Det er den 2. søndag i fasten.
Det er eftertankens og selvransagelsens periode i den kristne kalender. Det er en tid med invitation til at lytte indad.
Der vil derfor i denne prædiken være nogle spørgsmål til dig til at tænke over, men ingen eller få svar. Dem bærer du selv med dig.
I overensstemmelse med århundreders skik har vi ladet våbnene blive ude i våbenhuset. De hører mest til i den verdslige verden og skal helst ikke med herind i den åndelige. Våbnene kaldes med et nyere udtryk også for modstand. Det er den, der – som vi sang i salme 289 for lidt siden – får os til at bygge mure op omkring os og mellem hinanden og mellem os og Gud. Murene, vi omgiver os med, rejser vi af frygt. Jeg kender det, I kender det.
I våbenhuset efterlader vi vores modstand og frygt, for derefter bedre at kunne møde det hellige. Både det verdslige og det hellige er nødvendige. Vi kan ikke uden alvorlig skade på helheden i os udelukke nogen af dem.
I den hellige del har bestemte regler og forståelser forrang. Vi må åbne os for et andet perspektiv og en anden bevidsthed, der rækker ud over vores jeg. Vi har forberedt os med Ave Maria og smukke salmer og musik på at lukke døren op til det hellige i os.
Herinde får således åbenhed, ydmyghed, sårbarhed, medmenneskelighed, bøn, og længsel efter Gud plads. Alt det vi gør, når vi forveksler centrum, troen, med periferien, jeg’ets upålidelige, skiftende og flakkende aktiviteter, hører ikke hjemme herinde.
En tysk teolog, Paul Tillich, sagde allerede for omkring 50 år siden: ”Det afgørende element i det vesterlandske menneskes nuværende situation er tabet af de store spørgsmål. Spørgsmålene om, hvor vi kommer fra, hvor den enkelte nu er i sin livsbane, hvor vi er på vej hen, hvordan vi bedst lever, og hvad vi overhovedet skal gøre her på jorden i den korte tid mellem fødsel og død, ja de stilles ikke længere.”
Jeg stiller dem dog i dagens anledning til jer. Vær så god. De er min fastegave til jer.
Vi har lige i jødernes hellige skrift, der også indgår i vores, hørt dagens tekst, urhistorien, hvor Gud skabte mennesket i sit billede, som mand og kvinde skabte han dem, og Gud så, at det var godt. Vær helt sikker på, at Han i sin skabelse i hver og en af os nedlagde et svar på de store spøgsmål.
Vi er skabt sådan, at der ikke er to af os, der er helt ens. Derfor har vi forskellige svar. Hvis svarene er hentet dybt nok indefra, vil de bidrage til at forøge glæden. Det er det fælles for svarene. At svare er således at træde frem i ansvarlighed og med respekt for sine egne og andres svar. Det sprog vi anvender hertil er vigtigt, fordi sproget i høj grad former vores bevidsthed.
Vi har i overensstemmelse med vores forskellige svar også forskellige veje at gå. Det er forskellige trosmåder indenfor vor kristne arv og de nabotrosretninger udenfor, – specielt dem, Abraham også er stamfader for, jødedommen og islam, – der gør indtryk på os.
Vores trosmåde er hentet dybest indefra, hvis den bidrager til fred og det gode, dialogen, forståelsen, det kærlighedsfulde. Hvis den tillader andre at tænke og tro anderledes, end vi selv tænker og tror. Længst inde i os er kun kærlighedens kerne, dér er ingen spaltning.
Hvordan ved vi det?
Fra os selv. Fra oplevelser i stilhed, fra oplevelser med andre, hjemme eller i naturen, hvor vi pludselig næsten som en gave får fornemmelsen af at nå udover os selv og derved høre til noget større uden grænser. Når tiden står stille i os, og evigheden forbinder sig med os. Så ved vi i de øjeblikke, at vi hører til, alt, andre, naturen, universet, Gud. Vi er ét.
Jeg’et hader den slags beskrivelser, som jeg lige har givet, hvis det skulle have set sit snit til at snige sig ind fra våbenhuset. Så hør derfor: – tæt udenfor kernen – ligger spaltningen godt/ondt. Vi/de andre. Os/dem. Det bortvendte fra Gud, det onde, det syge, det umenneskelige, der kommer til at ligge udenfor os selv. Hvis der imidlertid ikke var et kim af det i os selv, ville vi ikke kunne se det udenfor os selv. Det er den spaltning og splittelse, der får os til at trække i uniform og marchere i geled. Afstandens og frygtens, uoplysthedens og til tider også hadets hovedvej. Selv om vi ikke har forandret os så meget som mennesker fra for 2000 år siden, så har vores viden forandret sig kolossalt, så de psykologiske mekanismer kender vi. Vi konfronteres her med et afgørende valg, og det gør vi næsten hvert øjeblik, fastetid eller ikke fastetid.
Alligevel går vi – trods alle forskelle – her på jorden, så på den måde er vi medvandrere. Vi går på vores fødder. Fødder er vigtige. Jesus vidste det. Hvad gjorde han den sidste aften ved nadveren i allerstørste ydmyghed? Han vaskede disciplenes fødder. Måske en slags forberedelse og velsignelse af den rejse, de skulle ud på uden ham – og som vi cirka 2000 år efter også er på. Efterfølgelsens vej.
På den vej er skabelsesberetningen helt på linie med andre vidnesbyrd i den righoldige og mangfoldige kristne tradition: Hos evangelisten Lukas hedder det:
Guds rige er i jer. (Sv. Luk.17,21)
Og apostelen Paulus spørger:
Ved I ikke, at I er Guds tempel, og at Guds ånd bor i jer?
og videre…
For Guds tempel er helligt, og det tempel er I.(Kor.3, 16-17)
Bad Teresa ikke lige før: ”Min Gud… jeg bærer dig i mit hjerte, dér kan jeg finde dig.”
Skriftsstederne og de spørgsmål, der er rejst, går i én retning: indad. Den ene af livets to retninger. De er begge nødvendige. Det afgørende spørgsmål til den anden retning udad lyder i anledning af, at vi med skabelsen også fik forvalterskabet over vores fælles jord: Hvordan forvalter vi? Det kan følges op af: Med tanke på de fattige? Med tanke på vores efterkommere? Med tanke på kærligheden? Tillader vi os at lytte til Helligånden efter vejledende svar, når den frit svæver imellem os?
Lad os stående høre dagens hellige evangelium, som Markus skriver det. De af jer, der vil læse med finder det s. 1082:
Læs Markus højt.(Dagens evangelietekst indlagt, Markus kap.9, 14-29)
Vi læser, hvordan en far kommer med sin søn frem fra skaren til Jesus. Disciplene har ikke kunnet helbrede ham. De har ikke på dette tidspunkt forstået Jesus til bunds, de er endnu, som vi ved, bortvendte og splittelsen hersker i dem. Det bliver endnu tydeligere i påskens begivenheder.
Jesus kan helbrede drengen. Hvad gør han? Først bruger han sine sanser og ser, at drengen vrider sig på jorden i smerte og kval, mens – som det hedder – den urene ånd slider i ham. Så spørger han indlevende og udforskende ind til sønnens tilstand: ”Hvor længe har han haft det sådan?” Så får han svaret: ”Fra han var barn.” Jesus lytter. Vi kan ane smerten og familieulykken via faderen. Opvækstens grumme vilkår for hele familien.
Det at lytte er et centralt omdrejningspunkt i denne situation, som i øvrigt i den senere kristendom, når den er sandest. Eksempelvis er det første ord i den hellige benediktinerregel fra 500tallet således: ”Lyt.” Det sidste er også ”lyt” nu med tilføjelsen: ”..og du skal nå frem.”
Jesus ved, mens han lytter, og mens han ser den urene ånd vride sig og næsten tagen magten i drengen, hvad der er på spil fra sin egen livserfaring. Han ved det fra sine 40 dage i ørkenen, hvor han selv fristedes af djævelen. Og Jesus ved én ting til fra sin egen erfaringsverden.
Det fremgår af epistelteksten, hvor vi hører, at en ypperstepræst, en titel, som Gud gav Jesus, finder sin evne til medfølelse med de uvidende, med de vildfarne, med de syge, fordi han selv er et skrøbeligt menneske. Når det gælder Jesus som menneske, hvordan må det så ikke gælde os?
Accepten af vores egen skrøbelighed er sammen med erkendelsen af, at vi er skabt i Guds billede forudsætningen for vor evne til medfølelse. (Denne sætning gentages med eftertryk) Heri er ingen modsætning, men en helhed. Hvis ikke vi har begge dele med os, kommer vi let til at mistro eller endog hade vores medmenneske.
Jesus forbarmer sig, truer af den onde ånd, og der udspiller sig en kamp, der dybest set foregår mellem djævelens kræfter og Guds. Jesus helbreder: Alt er muligt for den, der tror.
Hvilke spørgsmål rejser helbredelseshistorien til os?
Er vi som drengen også selv syge og sårbare måske i dag blot med andre udtryk for sygdom hentet fra vor tids diagnoseteknik?
Har vi som drengen også behov for helbredelse?
Vil vi blive helbredt?
Det sidste: Kan det tænkes, at vi selv har såvel de syge sider i os såvel som de helbredende?
Jeg foreslår til sidst, at vi går bagom den megen eftertanke og selvransagelse, og samler os i forbøn til Gud, hvis vilje overgår al forstand, hvis tilgivelse for vores egen og verdens bortvendthed og sygdom overgår al forstand, og hvis kærlighed og nåde overgår al forstand. Amen.”
Når vi efter det vigtigste i gudstjenesten, som vi endnu har til gode, nadveren, velsignelsen og forbønnen, Litanian, atter skal ud gennem våbenhuset, så lad os forestille os, at vi i stedet for våbnene og modstanden kan tage noget andet fx en styrket tro og kraft med os ud i verden. Lad mig med dette ønske citere fra kirkens forbøn disse linjer
…Herre almægtige Gud, hør den bøn, som vi i vor nød bærer frem og hjælp os, så at alt det onde som djævelen, verden og vi selv tilføjer os, ved din Ånds kraft bliver tilintetgjort.
Derefter Litanian 700:1 i sin helhed.
