Velkommen til mit hus i cyberspace.
Du og jeg bebor den samme klode, indånder den samme luft og må leve med såvel vores egen tro som med andres. Med mindre vi har valgt at tage skyklapper på, er der al mulig grund til at praktisere fordragelighed et godt stykke hen ad vejen i den fredelige kontakt med og dialog mellem de modsætninger, der findes i denne verdens kulturer og religioner. Og i os selv ikke at forglemme!
Der er endog grund til at juble over den skatkiste af visdom, poesi, fortællinger og eventyr, der med en ihærdig indsats ret let kan hives frem fra den nordiske kultur og fra fremmede kulturer.
“Byd de fremmede velkommen” er en vigtig arv i alle religiøse traditioner. Vi lever i en konkret jordnær verden, og vi lever i en multikulturel og multireligiøs verden. Sammen. Det afgørende spørgsmål er:
Hvordan forvalter vi hver især arven?
I mit hus i cyberspace vil jeg værne om denne arv. Jeg har et arbejdsrum med de nødvendige opslagsværker og leksika samt bøger med særlig betydning for mit forvalterskab. På væggene er billeder, vægtæpper og ting fra mine rejser til fremmede lande og verdensdele.
Huset indeholder også et stilhedens rum med meditationspladser.
Det ligger i det inderste rum i huset. Der er en stor rude i taget, så sol eller månelyset kan passere næsten uhindret igennem. Begrænsningerne for at opsuge lyset ligger således udelukkende i min sjæls lønkammer.
“Den guddommelige nådes vin er ubegrænset: Alle begrænsninger kommer fra bægerets fejl. Månelyset fylder himlen fra horisont til horisont; hvor meget det kan oplyse dit værelse afhænger af vinduerne.”(Rumi)
Der er også et rum for bøn. Symboler for verdensreligionerne får alle plads i dette rum, der understreger husets karakter af at være et i bredeste forstand økumenisk hus.
Selv beder jeg beder gerne i dette rum i huset, eller i en kirke, i en moske, i en synagoge, i et buddhistisk tempel eller på en anden hellig plads.
Alle hellige traditioner er enige om, at bønnen er en anmodning, der udspringer fra Guds nærvær i hjertet hos den bedende. ”At bede er at eksistere,” skriver Seyyed Hossein Nasr. Og hos Ibn Arabi hedder det:
“Mit hjerte kan udtrykke alt:
Det er en græsmark for gazeller,
et kloster for kristne munke,
et tempel for afgudsbilleder,
pilgrimmens Kaba,
Moses lovtavler,
og Koranens skrift.
Jeg følger kærlighedens religion;
hvor kærlighedens kameler end fører mig hen,
der findes min religion og min tro.”
Mod syd ligger rummet for lederskab og dialog. Samtaler om mål og visioner samt vejen frem til virkeliggørelsen drøftes her.
Mod vest en halv etage ned ligger et rum for terapi og supervision. Det er et lille intimt frirum, hvor du kan undersøge det besvær og de problemer, du ryger ind i privat eller på arbejdet. Her undersøges fortiden i det omfang, den står i vejen for at opleve nuets glæder og sorger. Gamle forestillinger, der har overvintret, tøs op og tilgivelsen venter. Vi er alle mennesker og kan alle fejle. Mest tid i dette rum optages som oftest af en udforskning af nuet og en planlægning af fremtiden.
Mod nord findes køkkenet. Her tilbereder jeg, mine nærmeste og mine gæster særlige retter i overensstemmelse med, hvad hver enkelt har behov for.
I mit hus i cyberspace gælder der nogle helt enkle regler, præcis som der gør i mit rigtige hjem. Jeg vil bede dig være opmærksom på dem. Jeg giver respekt til andre folkeslag og andre religioner end min egen, og jeg forlanger den samme respekt, som jeg giver. Det betyder, at jeg ikke vil tolerere nogen form for nedgørende kommentar om nogen religion som helhed eller nogen etnisk gruppe i min gæstebog. Det er helt i sin orden, at du er uenig med mig, det kan jeg som en erfaren mand, der har gennemlevet størstedelen af sit liv, godt håndtere. Men ethvert fornærmende, truende eller upassende udsagn vil omgående og uden varsel blive slettet.
God tone og høflig omgangsform er værdsatte kvaliteter hos mine gæster i cyberspace, ligesom de er i mit jordiske hjem.
Til illustration af ovenstående tankegang om mine hjem findes dette sufiord fra Sheik Muzaffer Ozak, Halveti-Jerrahi ordenen.
”Åndelig praksis uden evne til at skelne i dagliglivets anliggender er som en vid åben have. Det kan godt være, der vokser blomster op, og træer bærer frugt, men intet vil stoppe de vilde dyr fra grådigt at æde frugterne og trampe blomsterne ned. Med mindre haven er omgivet af en mur af viden, dømmekraft og skelneevne.”
