Galskaben har mange ansigter.
I denne rubrik giver jeg eksempler på alle mulige former for galskab. Den almindelige hverdagsagtige galskab, den sociale, politiske, globale og den spirituelle! Først den spirituelle: I sufiernes lange rejse mod Gud op ad stigen op til den perfekte tro er der brug for sande medrejsende.
Rumi siger:
“Jo længere vejen er, jo mere er medrejsende nødvendige – vejen til Kabaen er hård, man behøver en lang karavane og en karavaneleder … og hvor meget mere vanskeligt er det ikke at komme nærmere til Gud gennem så mange slør, høje bjerge og landevejsrøvere!”
Nogle af landevejsrøverne er filosofferne. Rumi anvender dem som skydeskive. De forstår ikke ret meget, for de tror på deres sanser og deres forstand, og således hører de ikke den indre åndelige stemme fra alt det skabte. Men sagde Gud ikke, spørger Rumi:
“Jeg er tættere ved dig end din halspulsåre?” (Koranen 50:16)
Hvorfor skal mennesket så kaste sine tanker og ideers net så vidt omkring? Det er præcis, hvad filosofferne gør, eftersom de ikke genkender den skat, der er lige for hånden. En udløber af denne uvilje mod filosofferne er en type „vís idiot“-historier. Fra tidernes morgen og til vor tid eksisterer dette tema. Hermed får galskabens element og dens strategier også sin plads i Rumis og sufismens historie. Idries Shah gør i sin bog “Wisdom of the idiots.” opmærksom på den sammenhæng, der er mellem det arabiske ord for helgen og ordet idiot. Det giver os, skriver Shah, et dobbelt motiv til at betragte de største i sufismen, som vores egne idioter. I nogle sufiordener kaldte sufierne i oprør mod rationel og snæversynet tænkning netop sig selv for idioter.
Nedenfor kommer et eksempel på en „vís idiot“-historie:
Den gales sansning
“Der var engang en gal, der ikke ville deltage i forsamlingens bønner. En fredag overtalte folk ham efter meget besvær til at følge med. Men så snart lederen af bønnen begyndte at recitere, startede den gale med at brøle som en okse. Folk, der antog, at han blot var vendt tilbage til sin tilstand af galskab, men som samtidig ønskede at hjælpe ham, spurgte ham bagefter: ‘Har du ingen ide om Gud, når du laver støj som et dyr midt blandt en troende forsamling? Jeg gjorde kun det, som han gjorde, der ledte bønnen. Da han begyndte, var han ved at købe en okse, og derfor talte jeg ligesom en okse!”
Da denne besynderlige bemærkning blev rapporteret til lederen af bønnen, tilstod han: Da jeg sagde GUD ER STØRST AF ALLE, tænkte jeg faktisk på min gård. Og da jeg kom til frasen LOVET VÆRE GUD, tænkte jeg, at jeg ville købe en okse. Det var i det øjeblik, at jeg hørte nogen brøle.
Det er oplagt, at denne type historier let kan vække endog megen uvilje hos repræsentanter for den juridiske, formelle og bogstavtro religion. Samaceremonierne har siden deres oprindelse i 800-tallets Bagdad og til opsvinget med Rumis dansende dervisher i midten af 1200-tallet lige frem til i dag været genstand for megen kritik. For nogle ortodokse var og er både det at danse og det at lytte til musik betænkeligt. Det nærmede sig beruselse, og det at Koranen forbyder bøn i beruset tilstand blev brugt i argumentationen.
Fra Sufiordenen Bektashi, der er kendt for sin afslappede holdning til rituelle forpligtelser og opkaldt efter Hajii Bektash Wali, der levede på samme tid som Rumi, kendes denne historie:
“En bektashimand gik til moskeen for at bede. Da han står skulder ved skulder med de nærmest bedende, hører en af dem, at han siger: “Gud, giv mig en flaske whisky,” i stedet for “Led os på den rette vej.” Da bønnen var ovre krævede de nærmest bedende højlydt en forklaring på denne skandale, som havde ødelagt deres tid i bøn. Bektashimanden svarede da, at hvert menneske beder Gud, om det han ikke har.”
Også galskaben og længslen har nære bånd, som her hos Rumi:
“I en elskers hjerte er der en lut,
der spiller længslens melodi.
Du siger, han ser ud som en gal –
det er kun, fordi dine ører ikke er stemt til den musik,
han danser til.”
Herefter et spring til en anden form for galskab. Den politiske. Udtrykt i en helt anden kulturkreds. Nedenfor gengives den alexandrinske digter Konstantinos Kavafis klassiske beskrivelse af galskaben i
Mens vi venter på barbarerne (1904)
“Hvad venter vi på stimlet sammen her på torvet?
………..Barbarerne, som vil nå frem i dag.
Hvorfor en sådan uvirksomhed i Senatet?
Hvorfor sidder senatorerne dér uden at give love?………..Fordi barbarerne vil nå frem i dag.
………..Hvilke love skulle senatorerne længere vedtage?
………..Når barbarerne kommer vil de give lovene.Hvorfor er vor kejser stået så tidligt op om morgenen?
Han sidder nu ved byens største port
officielt på sin trone bærende sin krone.………..Fordi barbarerne vil nå frem i dag.
………..Og kejseren venter på at modtage deres leder.
………..Han har endog forberedt sig på
………..at give ham et skrift på pergament.
………..Her har han tilskrevet ham mange navne og titler.Hvorfor er vore to konsuler og prætorerne gået ud
i dag iklædt deres røde broderede togaer?
Hvorfor bærer de armbånd med så mange ametyster
og ringe med strålende og funklende smaragder?
Hvorfor fatter de i dag om kostbare stave
ypperligt graverede og med indlagt sølv og guld.………..Fordi barbarerne vil nå frem i dag,
………..og den slags ting blænder barbarerne.Hvorfor kommer de ærværdige oratorer ikke som de altid gør
for at holde deres taler og udtrykke deres meninger?………..Fordi barbarerne vil nå frem i dag
………..og veltalenhed og lange tirader keder dem.Hvorfor opstår med ét denne ængstelse
og forvirring? (Ansigterne, hvor alvorlige de er blevet)
Hvorfor tømmes gader og pladser så hurtigt
– Alle vender meget tankefulde tilbage til deres hjem.………..Fordi det er blevet nat, og barbarerne ikke er kommet.
………..Nogle folk er vendt tilbage fra grænserne,
………..og de siger at, der ikke længere er barbarer til.Og nu, hvad skal der blive af os uden barbarer?
Disse mennesker var dog en slags løsning…. “
Og i et tidligere digt (1896) fra Kavafis hedder det dystert om den individuelle galskab:
Uden overvejelse, medfølelse eller skam
har de bygget tykke og høje mure omkring mig.
Og nu sidder jeg her med følelsen af hjælpeløshed.Jeg kan ikke tænke på noget andet: min skæbne æder sig ind i bevidstheden – fordi jeg havde så meget, jeg ville udrette udenfor.
Hvordan har jeg undgået at lægge mærke til, at de byggede murene?
Jeg hørte aldrig håndværkerne, ikke en lyd hørte jeg.
Umærkeligt lukkede de mig ude fra omverdenen.