De vigtigste metoder i sufismen til at holde koncentrationen rettet mod Gud er uden tvivl den mystiske praksis af zikr og sama.
Zikr betyder at ihukomme eller at huske. Det betyder også „at besøge“ i almindelig arabisk sprogbrug. Så at huske Gud er også at besøge Ham.
Zikr er sufismens mest grundlæggende metode.
Zikr er mystikkens omdrejningsakse.
Zikr har to grundlæggende betydninger.
På et overordnet plan betyder den, at dervishen skal være opmærksom på Gud i alt, hvad han eller hun gør.
På et mere afgrænset praktisk plan kan zikr betragtes som et ritual.
Det består af en indre eller ydre gentagelse af sætningerne:
La ilaha illa ’Lláh Hu – der er ingen Gud undtagen Gud.
Her er først et billede fra Halveti Jerrachi Ordenens indgang i Karagumruk, en af forstæderne til Istanbul.
Zikr har mindst 3 dele.
Den første del, La ilaha, er benægtelsen, altings fravær.
Den anden del, illa ‘Lláh, er inderliggørelsen, det guddommelige nærværs eksplosion i individet.
Den tredie del, Hu, består i, at individet udånder det guddommelige nærvær.
Benægtelsen har stor indflydelse på den semitiske måde at tænke på. Foruden ved zikr møder vi den fx i den måde, man måler tiden på: Man siger nat og dag. Døgnet begynder med fornægtelsen, natten, og slutter med bekræftelsen, dagen.
Lad os gæste Halveti Jerrahi Ordenens lokaler engang i 1980’erne og være vidne til en zikr under ledelse af Sheikh Muzaffer Ozak:
Som det foregik i Karagumruk, Istanbul, foregik det også i slutningen af 1200 tallet i Rumis Konya i det centrale Tyrkiet. Og når vi skal illustrere den ekstatiske Rumi, er det ham, der udfører sama og zikr. Sama er betegnelsen for den hvirvlende dans. Overalt i verden, hvor sufier mødes i forskellige ordener, er sama og zikr meget centrale, men udførelsen kan varierer endog meget.
Nedenfor er en sekvens fra sama i den gamle jernbanestation i Istanbul: