Historier er nødvendige.
Vi fortæller vores egne, og vi lytter til andres.
Uden dem taber vi de ord og billeder, som hjælper os med at orientere os på livets kort og opmærksomt afstikke en kurs i tilværelsen. Og senere justere den. Eller opdage at den bliver justeret for os af en kraft eller kræfter, der er langt stærkere end vores egen. Alle religiøse traditioner har samlet fortællinger om Gud eller guder, profeter, helgener, vise mænd, søgere og syndere. Her bliver hverdagens eksistentielle problemer og op og nedture præsenteret side om side med evig visdom.
Visdomshistorier eller lærehistorier, som de også kaldes i sufitraditionen, indeholder ofte et symbolsk sprog, som sigter på at afdække flere betydningsplaner. Symbolet forbinder et lavere trin af virkeligheden med et højere. Hver person kan så tage den moralske pointe eller den mystiske sandhed til sig, alt afhængig af det udviklingsniveau han eller hun befinder sig på.
En visdomshistorie forbinder sig ofte med en del individet, som ikke eller kun vanskeligt kan nås på nogen anden måde. Læs fx denne visdomshistorie, som Pir Zia – i dag leder af The Sufi Order International efter sin far Pir Vilayat Inayat Khan – fortalte på en meditationslejr i de schwiziske alper juli 2002.
“En løveunge blev forældreløs i en meget spæd alder. Den blev adopteret af en flok får og tilbragte dagene med at æde græs sammem med fårene. Den tænkte på sig som et får blandt alle andre.
En dag kom en voksen løve forbi og konfronterede løveungen, som selvfølgelig var paralyseret og troede, at løven ville kaste sig over den. Løven var forvirret over at finde en løveunge, der opførte sig som et får: “Hvad i alverden laver du? Ved du ikke, at du er en løve ligesom jeg?”
“Nej, nej, nej, jeg er kun et får, jeg er slet ikke som dig.”
Løven tog den i nakkeskinnet, bar den til en dam og fik den til at se på vandets overflade. Her så den i spejlbilledet, at den virkelig var en løve. I det øjeblik forandredes hele dens bevidsthed, og den blev det, den var født til at være nemlig en løve.”
På samme måde påvirkede Shams fra Tabriz (se rubrikken Rumis poesi) Jalaluddin Rumi i deres møde og forandrede ham. Han mindede ham om, hvem han dybest set allerede var.
Rumi må siges at være godt forberedt til dette møde med nye, inderligere og dybere dimensioner i sig selv. Han har – forud for mødet med Shams – været på adskillige 40 dages retræter i Syrien med enkel mad og vand som eneste næring. Han er af sin far, der selv er sufimester og af Borhan al-Din, en af faderens venner, opdraget med Koranen, Hadith og hele sufitraditionens lange kæde af mestre med deres afhandlinger, deres poesi og alle deres visdomshistorier. Lad det være slået fast her, at det er denne visdomsfond, som udgør det fundament, som hele Rumis litterære produktion hviler på.
Rumi skriver sin samling af visdomshistorier, en åndelig vejledning til sine disciple, i den anden fase af sit liv. Den er 14 år undervejs. Den hedder Mathnawi. Det betyder “rimede dobbeltvers af dyb åndelig mening.” Udgangspunktet er, at enhver søgen efter noget stammer fra en følelse af noget, der mangler, et tab af væren, en adskillelse, et exil.
“Lyt til rørfløjten og dens fortælling,
hvordan den synger om adskillelse:
Lige siden jeg blev skåret væk fra rørenes krat,
har min klage fået mænd og kvinder til at græde. Jeg savner et hjerte sønderslidt af længsel,
så jeg kan dele denne kærligheds smerte.
Alle, der færdes fjernt fra sin oprindelse,
længes efter et genforeningens øjeblik….”
Længslen efter sig selv og Gud er det mest oprindelige, der findes efter Rumis opfattelse.
I Mathnawi udtrykkes den grundlæggende længsel gennem fortællinger fra den persiske poetiske tradition med dens fabler, folkeeventyr, ordsprog, dialoger og anekdoter. Lag på lag af folkelige traditioner fra Khorasan og Anatolien, hvor hittitter, grækere, romere og kristne har levet og efterladt spor af deres åndelige arv, afdækkes.
Det sker på den typiske persiske måde at fortælle på. Det vil sige, at en historie påbegyndes og en række associationer fører frem til den næste historie, et ordsprog nævnes, en tredie historie påbegyndes, den første historie fortsættes, et Korancitat nævnes, en sufimystiker fra traditionen citeres, en fortælling fra profeten Muhammeds liv flettes ind, den første historie afsluttes, en fjerde historie tager sin begyndelse og ind i mellem vendes og drejes de etiske aspekter.
Det er tydeligt for læseren, at Rumi må “kalde sig selv tilbage” til en påbegyndt historie. Han siger selv, at 40 kameler ikke er nok til at bære alt, hvad han har på hjertet. Hvis han skulle beskrive og forklare alle kærlighedens hemmeligheder inspireret af Gud, ville Mathnawi blive 80 gange længere…
Indholdet af Mathnawi er enhver menneskelig foreteelse, der kan tænkes, fra hverdagslivets tilsyneladende trivialiteter med beskrivelser af ægteskabelige og seksuelle scener til historiske begivenheder, legender og hagiografi. Hertil kommer anvisninger om bøn og meditation.
Mathnawi er et hus af spejle. Det, der udspiller sig udenfor os selv og i et ydre drama, kan vi være sikre på, i virkeligheden er dele af os selv. Det udtrykker Rumi selv sådan her:
“Læg vel mærke til, at dette ikke er et eventyr eller en saga. Gud forbyde det! Det er den enkle, klare og kontante beskrivelse af din og min situation. Tænk nøje over det og vær opmærksom!”
„Kom, kom, hvad du end er, det spiller ikke nogen rolle,
om du er vantro, afgudsdyrker eller tilbeder ilden,
kom, vores sammenkomst er ikke et sted for fortvivlelse,
kom, selv hvis du har brudt dit løfte
hundrede gange, kom igen.“
Enhver muslim er som nævnt pålagt den opgave at søge efter viden. Søg efter den, „om du så skal rejse til Kina.“ Følgende historie om Nasrudin og en pedantisk skolelærer fortælles i Mathnawi:
„Nasrudin tog af og til mennesker med på sejlture i sin båd. En dag lejede en pedantisk skolelærer ham til at sejle sig tværs over en meget bred flod.
Så snart de var stødt fra land, spurgte læreren Nasrudin, om det ville blive en hård tur.
‘Det har jeg ikke den fjerneste anelse om,’ svarede Nasrudin.
‘Har du nogensinde studeret grammatik?’
‘Nej,’ svarede Nasrudin.
‘I så fald har du spildt det halve af dit liv,’ sagde skolelæreren.
Nasrudin sagde ingenting.
Snart trak en forfærdelig storm op. Nasrudins båd begyndte at tage vand ind.
Nasrudin lænede sig over imod sin passager.
‘Har du nogensinde lært at svømme?’
‘Nej,’ svarede skolelæreren.
‘I så fald har du spildt hele dit liv, skolelærer, for vi synker.’“
Elefanten i mørket
Nogle hinduer, der aldrig har set en elefant, bliver en efter en ført ind i et meget mørkt rum, hvor de undersøger elefanten. Da det er umuligt at se den, begynder de hver især at føle sig for:
Den ene rører ved snabelen.
„Det er et slags vandpibedyr.“Den anden rører ved øret.
„Det er noget stort, der hele tiden bevæger sig
frem og tilbage, et viftedyr.“Den tredie rører ved et ben.
„Det er et ubevægeligt søjlelignende dyr.“Den fjerde rører ved dens buede ryg.
„Det er en lædertrone.“Den femte, den klogeste, rører ved dens stødtand.
„Det er et rundt sværd lavet af porcelæn.“
Han er stolt af sin beskrivelse.Efter det sted på elefantens krop,
den enkelte selv havde rørt ved,
gjorde han sig en forestilling om elefanten.Hver især rører vi et sted, en del,
og opfatter helheden på den måde.Hvis en af dem blot havde holdt et lys derinde,
var forskellighederne i beskrivelserne forsvundet.
Moses og fårehyrden
Moses hørte på vejen en fårehyrde, der bad:
„Gud, hvor er du? Jeg vil gerne hjælpe dig med at reparere dine sko
og rede dit hår. Jeg vil gerne vaske dit tøj
og fjerne lusene. Jeg vil gerne hente mælk til dig
og kysse dine små hænder og fødder,
når det er blevet sengetid. Jeg vil gerne feje dit værelse
og holde det rent. Gud, mine får og geder er dine.
Alt hvad jeg kan sige, når jeg tænker på dig,
er åhh og ohh!“
Moses kunne ikke længere holde det ud:
„Hvem taler du til?“
„Den, der skabte os, og skabte jorden og himmelen.“
„Hold op med at tale om sko
og sokker med Gud! Og hvad er det med dine små hænder
og fødder? Sådanne blasfemiske fortroligheder lyder,
som om du sludrede med dine onkler.
Kun nogen, der vokser, behøver mælk.
Kun nogen med fødder behøver sko. Ikke Gud!
Selv hvis du mente Guds menneskelige repræsentanter,
som når Gud siger: „Jeg var syg, og du besøgte mig ikke,“
selv da ville denne tone være tåbelig og uvedkommende.Brug passende udtryk. Fatima er et fint navn
til en kvinde, men hvis du kalder en mand Fatima,
er det en grov fornærmelse, selv om vi alle, mænd og kvinder,
er én familie.Fårehyrden angrede sig og sønderrev sine klæder, sukkede
og vandrede videre ud i ørkenen.
En pludselig åbenbaring
kom til Moses. Guds stemme:Du har adskilt mig
fra en af mine tjenere. Kom du som en profet for at forene
eller for at splitte?
Jeg har givet hver skabning et særligt temperament
og en særlig måde at udtrykke sproget på.Det, der forekommer dig forkert, er rigtigt for ham.
Det, der er gift for en, er honning for en anden.
Ladhed og flid i tilbedelse,
det betyder intet for mig.Jeg er adskilt fra alt det.
Nogle måder af tilbedelse skal ikke rangordnes som bedre
eller værre end andre.Hinduer gør hinduting.
De dravidiske muslimer i Indien gør, hvad de gør.
Det er alt sammen lovprisning, og det er alt sammen rigtigt.Det er ikke mig, der bliver glorificeret i tilbedelsens handlinger.
Det er tilbederne! Jeg hører ikke ordene,
de siger. Jeg ser indad på tilstanden i hjertet.Beskedenheden og ydmygheden er det virkelige,
ikke sproget! Glem udtryksmåden.
Jeg ønsker begejstring, begejstring.
Bliv ven med din begejstring.
Tænd en kærlighedens ild i din sjæl.
Riv din fornufts tanker og fortolkninger op med rode!
Moses,
de, der lægger vægt på, hvad der passer sig,
er én slags.
Elskere, som brænder af begejstring,
er en anden.Læg ikke ejendomsskat
på en nedbrændt landsby. Skæld ikke elskeren ud.
Den „forkerte“ måde, han taler på, er bedre end andres
et hundrede „rigtige“ måder.Inde i Kabaen
spiller det ingen rolle, i hvilken retning du vender bedetæppet!
Elskerne har kun en religion, en tro, en lære:
Gud.
Det er stort, hvis rubinen ingen indgravering har og intet stempel!Gud begyndte at tale
om de dybere mysterier med Moses. Uudsigelige hemmeligheder,
som ikke kan gengives her, strømmede ind i
og igennem ham. Visioner og lovsang blev ét.
Han forlod sig selv. Han fløj til evigheden uden begyndelse
og slutning og tilbage igen.
Det skete mange gange.
Det er tåbeligt af mig
at prøve at sige det, for det ligger hinsides al beskrivelse
og alle begreber.
Hvis jeg talte om det, ville det grave den menneskelige forstand op
med rode; hvis jeg skrev om det,
ville det kuldkaste alle skriverier.Moses løb efter fårehyrden.
Han fulgte de forvirrede fodspor,
der på et sted bevægede sig i lige linie som et tårn
over et skakbrædt og på andre steder skråt fremad
eller bagud som løberen.Til sidst indhentede Moses ham:
„Jeg tog fejl. Gud har åbenbaret for mig,
at der ikke er nogen regler for tilbedelse.
Sig alt, hvad din kærlighed dikterer dig at sige uanset hvad
og hvordan. Din søde blasfemi er den sande hengivelse.
Løsn din tunge og tal åbent.
Det er altsammen åndens lys.“Men fårehyrden svarede:
„Moses, Moses,
jeg har passeret det stadium og er kommet længere.
Du brugte pisken, og min hest hoppede og sprang
over grænsen ind i himlen, hvor den guddommelige natur
og den menneskelige gik i et.
Velsignet være din udskældende hånd og arm!
Jeg kan ikke sige, hvad der er sket.
Det, jeg siger nu, er ikke min sande tilstand.
Den kan ikke udtrykkes med ord.“
Fårehyrden blev tavs.Når du ser ind i et spejl,
ser du dig selv, ikke spejlets tilstand.
Fløjtespilleren blæser i en fløjte,
men hvem laver musikken? Ikke fløjten.
Fløjtespilleren.Når som helst du lovpriser
eller takker Gud, er det præcis med
denne kære fårehyrdes enkelhed.Når du efterhånden ser
gennem slørene, som Gud løfter for dig,
hvordan tingene virkelig hænger sammen,
vil du sige igen og igen
„Det er sandelig ikke,
som jeg troede, det var!”
Interesseret i at vide mere? Gå til rubrikken Bøger eller Foredrag.